Mit barn er enebarn, og jeg læste op om det inden beslutningen. Jeg fandt frem til at det kan have ligeså mange positive som negative effekter.
For os har det været den rigtige beslutning ikke at få flere børn. Jeg ville ikke kunne give dem det følelsesmæssige eller økonomiske overskud som jeg synes er rimeligt. Det kan jeg med mit enebarn.
Vores mitigering af hendes enebarn status er at vi prioriterer hendes relation til jævnaldrende fætter/ kusine, plus hendes venskaber. Vi gør en aktiv indsats for at hun ses med dem ofte, og at hun har andre relationer uden for vores kernefamilie generelt.
Jeg er den ældste af 3 søskende. Jeg havde meget gavn af mine søskende da jeg var barn. Der var næsten altid nogen at lege med.
At flere og flere bliver “enebørn” er en kedelig udvikling, men den sker nok på baggrund af at samfundet helst vil have at voksne bruger mere tid på arbejdet og samfundet end at være forældre.
Det er ikke kun dumt med enebørn. Forskning viser også at de udvikler sig bedre kognitivt end børn med søskende og har bedre relationer til deres forældre. Formentlig fordi der er mere tid, overskud og ressourcer til barnet end hvis der havde været flere det skulle deles imellem.
Same.
Vi har én pige på 4, og vil gerne have, hun ikke bliver enebarn. Børn er bare hårdere både psykisk og fysisk ved forældrene og to-somheden, end vi havde regnet med.
Forældreskab kræver åbenbart at få sit eget liv til at passe ind i et par timer om aftenen efter puttetid.
Ja, men jo kun i en relativ kort periode på måske 10 år
Vi fik vores nummer 2, mest for at vores første ikke skulle føle sig så alene. Der er dog et stort spring i alderen (6 år) imellem dem.
Men de har nydt godt af hinanden, specielt da den ældste stadig var under 10.
Jeg forstår så godt hvad du mener og har haft det i perioder udpræget på samme måde. Nu har jeg så 2 børn, ret tæt på hinanden, og selvom det var virkelig hårdt nogle år, så oplever jeg også at jeg fik hurtigere mere “fritid” (med god samvittighed) da de leger sammen… jeg tror at det måske er lettere på den lange bane med mere end en.
Så er vi af samme overbevisning - en investering, der giver mening på den lange bane.
Det kræver bare, at man som par kan “overleve” de første 2-3 år. Skidt investering hvis modgangen gør, at den enes psyke ender med at knække - og/eller hvis parret går fra hinanden midt i processen.
Børn er bare hårdere både psykisk og fysisk ved forældrene og to-somheden, end vi havde regnet med.
Jeg har ingen børn, til dels fordi at jeg finder det åbentlyst hvor hårdt og krævende det er.
